Jeg er meget interesseret i, hvordan man ved at høre musik kan forstå og tolke forskellige tendenser i kulturen. Kan man for eksempel sige, at én slags musik er udtryk for en passiv og livstræt kultur? Og at en anden slags musik er udtryk for en aktiv og livsskabende kultur? Det mente Nietzsche og det kommer til udtryk i en skarp og visionær kulturkritik, som kan spores i især hans sene forfatterskab. I denne kulturkritik sker der samtidig et radikalt perspektivskift i hans filosofiske blik på livet, et perspektivskift som har haft omfattende indflydelse på vores kultur.

Det perspektivskift skitserer jeg i et kommende essay, fordi jeg mener det giver Nietzsches kulturkritik den nødvendige filosofiske og historiske tyngde. Og fordi jeg mener det kan give en bedre forståelse for vor tids kultur.

Essayet er således en begejstret historisk og filosofisk fremstilling af en af vor tids største filosoffer og dennes skarpe og passionerede blik for de musikalske nuancer hos komponisterne Richard Wagner og Georges Bizet. Frem for alt håber jeg det vil inspirere dig!

Udgivelse: fredag d. 13 november 2015

Read more

“Guitarist og cand. mag. i filosofi Bjørn Fred Jensen vil dele og diskutere nogle af sine tanker og erfaringer omkring samspillet mellem kunst og filosofi og hvordan de bekræfter og supplerer hinanden og hvordan kunsten er blevet inddraget i filosofien for at sige noget dér, hvor fornuft og begreber ikke længere slår til. I den forbindelse er jazzmusik et godt eksempel; den bygger på både streng teori og improvisation. Bjørn Fred Jensen forsøge at perspektivere de filosofiske tanker gennem livemusik med sin jazztrio.”

Read more

Bør kunsten have et formål? – et essay om Nietzsches Tilfældet Wagner

Introduktion
Dette essay tager udgangspunkt i Nietzsches lille skrift Tilfældet Wagner. Jeg har valgt at behandle dette skrift ved at tage udgangspunkt i ovenstående spørgsmål, omhandlende kunstens formål. Hvorfor? Først og fremmest på grund af min personlige interesse i musik og kunst, der bl.a. har ført til overvejelser over, hvad min musik skulle sige, hvad den skulle tjene og hvor den skulle føre mig hen. Den anden grund til at læse Tilfældet Wagner ud fra spørgsmålet om kunstens formål, er, at det åbner op for nogle centrale aspekter af Nietzsches filosofi. Jeg vil give en kort introduktion til værket og omstændighederne omkring hvordan det blev til. Derefter gå i kødet på Nietzsches tekst og slutte af med at relatere skriftet til nogle af mine egne musikalske udfoldelser.

Værkets tilblivelse
Forestil dig Nietzsche ankomme til Torino en forårsdag i 1888, i fuld gang med intense og afgrundsdybe tanker i forbindelse med et projekt om intet mindre end en ‘omvurdering af alle værdier’(1). Omgivelserne i den norditalienske by er skønne, han bliver mødt af lutter smil og vejret er mildt og let(2). Nietzsche mærker kræfterne vende tilbage; lysten og letheden melder sig – og i stedet for at investere den tilbagevende inspiration i et tungt og enormt ambitiøst projekt, så blev overskuddet fyret af på den store tyske komponist Richard Wagner (1813-1883). Nietzsche følte sig tydeligvis ikke for fin til at give sit gamle Wagner-nag frit afløb. Det kan lyde meget ‘underskudsagtigt’ (især i en tid som vores, hvor vi nærmest tynges af krav om at være konstant ‘overskudsagtige’) – og Nietzsche forsøger tilsyneladende også, at få angrebet til at virke mere nonchalant end det egentlig er(3) – men Nietzsches udladning er underholdende, livsbekræftende og dybt relevant; Der er en tydelig pointe med kritikken, der ikke kun omhandler personen Wagner. Wagner er blot et symptom, ‘en neurose’(4), på et langt større problem ved kulturen og kunsten; decadencen.

Decadence
Decadencen betyder for Nietzsche en nedadstræbende vilje. Det betyder en idealisering af en vilje til forfald og tab af kraft. Man kunne kalde decadencen en ‘ophøjet nej-sigen’: ens nej til livet bliver gjort til en værdi, til en slags ‘højere lov’. Det så Nietzsche vise sig i kristendommens idealisering af et liv efter døden. Nej’et til dette jordiske og alle dets fristelser blev ophøjet og afståenhed og askese blev gjort til dyder. Hvis vi skulle knytte et nutidigt eksempel til dette, kunne man tage det ‘at drikke sig ned’ eller ‘drikke sig i hegnet’: i dette tilfælde bliver alkoholen til noget der kortvarigt giver en følelse af styrke og glæde, men derefter helt åbenlyst fører til et tab af kraft og åndsevner. Det er selvfølgelig i sig selv uskyldigt og sjovt nok i små mængder, men selve denne logik, hvor tabet af åndsevner nærmest hyldes, så Nietzsche brede sig og blive til en generel tendens i tysk kultur og åndsliv. Decadencen var ikke længere bare en uskyldig spøg ifølge Nietzsche, det var derfor på tide at få kraften og åndsevnerne tilbage i kunsten – dette stod Wagners kunst tilsyneladende i vejen for.

Moraliserende kunst
Dermed er vi ved at nærme os spørgsmålet vedrørende kunstens formål. Ifølge Nietzsche tjente Wagners musik et klart formål: at bekræfte tidens herskende moral, som udsprang af kristendommens idealer: “faktisk har han (Wagner) hele sit liv gentaget én sætning: at hans musik ikke kun betød musik! Men mere! Men uendelig meget mere!.. ‘ikke kun musik’ – sådan taler ingen musiker”(5). Her hæfter Nietzsche sig ved Wagners skrifter, men hvordan hørte Nietzsche alle disse ting i selve Wagners musik? Altså i hans kompositioner?

Specielt én ting fremhæver Nietzsche i forlængelse af dette spørgsmål: Wagners brug af store, teatralske effekter. At hans musik leder mod en stor finale, der blæser lytteren omkuld. Altså en form for forløsning, hvor man overvældes af, hvad man kunne kalde ‘storhed’. Man beruses og forføres og glemmer alt om tid og sted. Hvad er så problemet i det? Problemet er ifølge Nietzsche, at musikken bliver for bevidstliggjort(6), dvs. Wagner tænker musikken som en samling af ‘effekter’, der skal blot skal overvælde lytteren. Wagner vil “virkning, han vil intet andet end virkning. Og han kender dem han vil virke på!”(7).

Musikken bliver dermed en effekt, der trækker bevidstheden i forgrunden på bekostning af musikkens mere umiddelbare og sanselige væsen. Logikken bag denne analyse er, at ved at lade kunsten tale til bevidstheden og moralen, så tænker man i pagt med allerede etablerede værdier. Kunsten taler dermed til vores bevidsthed om moral, og musikkens eksistensberettigelse bliver afgjort i forhold til om den er sand eller falsk. Wagners kunst appellerer til det rationelle i lytteren. Men det rationelle svækker instinktet(8), ifølge Nietzsche: det svækker vores umiddelbarhed og kraft, så vi sidder trætte og uvirksomme tilbage.

Man kan sidestille det med en følelse, de fleste vel kender til: man befinder sig til et selskab, hvor man føler man bør opføre sig på en bestemt måde; man føler man skal opfylde visse regler og forskrifter for berettige sin tilstedeværelse. Resultatet er ofte, at man pludselig tænker man langsommere, har sværere ved at formulere sig og bevæger sig mere akavet. Man prøver at ‘regne ud’, hvilken opførsel der er den rigtige, så man ‘passer ind’. På samme måde vil Wagner ifølge Nietzsche regne ud, hvordan hans musik skal virke. Wagner vil retfærdiggøre sin musik, han vil gøre den rigtig eller sand, ved at afstemme dem med kristendommens værdier. Problemet er, at det bliver en spændetrøje for kunsten; den mister sin åbenhed. Lidt forsimplet kan man sige, at den fortæller lytteren, hvad der er rigtigt, fremfor at lade denne selv finde ud af det.

Hvis vi tager ‘selskabs-eksemplet’ op igen, så kender de fleste måske også til, hvor udmattende det er at føle, at man skal være og tænke på en bestemt måde. Og gennem Nietzsche forfatterskab hæfter han sig flere steder ved, hvordan denne type udmattelse viser sig. I hans aforistiske værk fra 1882, Den muntre videnskab, beskriver han, hvordan kunsten begynder udkøre og trætte: folk ligner “trætte muldyr” og nogle som “livet lidt for ofte har svinget pisken over”(9). Kunsten går fra at være opløftende til at blive belærende. På det mere overordnede kulturelle plan, er Nietzsches analyse den, at mennesket generelt er blevet udmattet og har mistet evnen til at skabe sine egne værdier og dermed finde sit eget rigtig og forkert. Mennesket lader sig i stedet villigt belære og yderligere udmatte gennem Wagners kunst: “Wagner øger udmattelsen: derfor tiltrækker han de svage og udmattede”(10), lyder Nietzsches nådesløse dom. Wagners kunst bliver en flugt fra livet; mennesket opsøger kunsten for at glemme sig selv og blive underholdt for en kort stund.

Nietzsche tolker efter samme logik Wagners musik som en musik, der vil forløse os fra denne verden og dens smerte og problemer. Dermed tjener den altså de kristne værdier: dette liv skal forløses til et ‘bedre’ liv efter døden. Og dermed tjener den et klart formål, og det er dét, som Wagner refererer til, når han siger, at hans musik betyder “uendelig meget mere”. Det er samtidig dét, som Nietzsche tordner imod. Han mener tværtimod, at det er dette jordiske liv vi har her og nu, der skal bekræftes og leves. Vi skal ikke gå og vente på en forløsning til et bedre liv hinsides og lade os spise af med billig underholdning. Nej, vi skal ville og elske dette liv, som vi har her og nu.

Legen og letheden
Men hvad skal musikken så ifølge Nietzsche? Den skal i forgrunden, det er musikken selv der er meningen! Musikken skal ikke være ‘decadent’ og dermed tjene trætte og livsfornægtende værdier. Den tjener sig selv. Den er et udtryk for en kærlighed og en bekræftelse af livet her og nu, inklusiv hvad det end indeholder af glæde, smerte, lidelser. Når vi overhovedet spørger til, hvad kunstens formål er, så er det et moralsk spørgsmål. Vi allerede i gang med en retfærdiggørelse af den; en forklaring af dens eksistens. Men musik og kunst skal ikke retfærdiggøres, men dyrkes, elskes, udforskes, udfoldes og udleves – den er hævet højt over en begrænsende moral. Den skal bevare en åbenhed overfor nye muligheder; nye måder at se og tolke livet på. Derfor kæder Nietzsche også ofte kunsten sammen med legen. Legen er ubevidst, glad, seriøs, kreativ, spontan. Legen er også let og fri, den tynger ikke. Og i en lang og særdeles veloplagt passage, konkluderer Nietzsche poetisk, hvad det er, som Wagners kunst mangler: “la gaya scienza(11): det lette fjed, vid, ild, ynde: den store logik; stjernernes dans; den overgivne ånd; sydens lysskælv; det blanke hav – fuldkommenhed…”(12).

Den tyskfødte Nietzsche med den utæmmelige sydlandske ånd, vil have mere leg og lethed ind i kunsten. Hvis livet skal have et formål, så er det, at vi bringer os hen mod musikkens liv – ikke at musikken skal bringe livet mod samfundets fastlåste og tyngende værdier.

Afsluttende bemærkninger
Legen og letheden fandt Nietzsche under sydens sol, og hans oplagte og livsbekræftende wagner-skrift minder mig om min egen tid under sydens sol. Der tjente min musik et klart formål: at få så mange euro i hatten som muligt. I vores del af verden kan man nok ikke (lige foreløbig) undslippe at prostituere sig i én eller anden grad for at overleve – intet galt i det, men det er trist, hvis det bliver livets eneste mening; hvis den fortrænger livsudfoldelsen og åbenheden og æder sig ind på kunsten, ved at kræve, at den skal tjene fastlåste formål.

Hvis jeg skal relatere Nietzsches tanker til følelser og erfaringer, som jeg kender, så vil det tætteste være disse øjeblikke i sydfrankrig, som jeg nød i fulde drag, og som indfandt sig mellem jagten på penge i hatten: ture på min scooter ned af boulevarderne i skjorteærmer med den lune middelhavsvind i håret, ned til den faste bænk ved stranden, sætte mig med guitaren i skødet, solen der gik ned over det knaldblå hav, mens glade og snaksagelige franskmænd slentrede omkring mig. Når jeg læser Tilfældet Wagner, og læser Nietzsches passionerede betoning af “det lette fjed, sydens lysskælv, det blanke hav”, så tænker jeg på Nice og Marseille, og jeg tænker på, hvordan jeg igen kan komme hen til et punkt, hvor letheden og legen igen indfinder sig.

Så, bør kunsten have et formål? Nej, kunsten er sit eget formål, ligesom legen er det. Den skal ikke fastlåse os men derimod “frigør(e) ånden”(13).

Det var alt herfra, Tilfældet Wagner er en underholdende og klog kritik, men ikke kun kritik for kritikkens skyld; den peger passioneret frem mod tankens åbenhed og kreative kraft. Jeg vil slutte af med et nummer jeg indspillede i København(14), men som blev til på den bemeldte strand i Marseille, Plage des Catalans:

https://soundcloud.com/bj-rn-fred-jensen/plage-des-catalans

Noter:

1) jvf. Afgudernes Tusmørke, introduktion af Peter Thielst

2) jvf. Safranski – Nietzsche. En biografi om hans tænkning. S. 268

3) jvf. Tilfældet Wagner, s. 7 (introduktion v. Peter Thielst)

4) Tilfældet Wagner, s. 44. Nietzsche skriver det på fransk: “Wagner est une néurose”

5) Tilfældet Wagner s. 57

6) På sammen måde så Nietzsche i øvrigt tragediens dionysiske elementer, dvs. musikken, blev fortrængt af ordet og rationalismen i den græske oldtid, et tema han udfolder i debutværket Tragediens fødsel 1872.

7) Tilfældet Wagner s. 52

8) Tilfældet Wagner s. 63

9) Den muntre videnskab stk. 86, s. 96

10) Tilfældet Wagner s. 44

11) ‘Den muntre videnskab’, også titlen på Nietzsches værk fra 1882, som tidligere citeret.

12) Tilfældet Wagner, s. 58

13) Tilfældet Wagner s. 36

14) Indspillet med Robert Pilgaard (guitar) og Christian Henriksen (kontrabas)

Litteratur:
Nietzsche, Friedrich: Tilfældet Wagner – Det lille Forlag, 2011

Nietzsche, Friedrich: Den muntre videnskab – Det lille Forlag, 1997

Nietzsche, Friedrich: Afgudernes tusmørke – Det lille Forlag, 2013

Safranski, Rüdiger: Nietzsche. En biografi om hans tænkning – Gyldendal 2000

Read more

Introduktion
Jeg stødte på Nietzsches berømte og berygtede bog første gang i 2011 mens jeg boede i Nice (hvor dele af værket også er skrevet) og det har fulgt og inspireret mig lige siden. Værket er dejligt forfriskende og anti-akademisk. Udtrykket og tankerne er meget mere vitalistiske og provokerende end især den analytiske filosofi typisk er det. Men bag de lidt hårde og kontroversielle statements som Nietzsche er kendt for, finder man også hans ømme og verdens-omfavnende tanker udtrykt i smukt billedsprog. Kort sagt er Således talte Zarathustra et værk der formår at tale til hele ens følelses- og viljesliv. Man kan også udtrykke det som at Nietzsche benytter sig af kunstens virkemiddler til at udtrykke sin filosofi. Det er dét spor jeg vil følge i dette lille essay – Forholdet mellem kunst og filosofi i Således talte Zarathustra.

Kunst og filosofi
I Således talte Zarathustra behandles livets eksistentielle problemstillinger. Udgangspunktet er mennesket som skabende mening med tilværelsen, samtidig med, at det bliver udtrykt med kunstens sprog: Med protagonisten Zarathustra og hans rejser nærmer værket sig litteraturen, med dets billedsprog, rim og metaforer nærmer det sig poesien og med dets rytme og gentagelse nærmer det sig musikken.

Samspillet mellem kunst og filosofi er tilstede i det meste af Nietzsches forfatterskab. Kunstens sanselige natur fungerede som en modgift mod den forhadte sokratiske rationalisme, men samtidig fungerede kunsten som et sprog Nietzsche kunne benytte til at udtrykke sin filosofi på.

Der bliver leget med form og indhold i Zarathustra, og efterlader én med det oplagte spørgsmål: hvordan udtrykker filosofien sig bedst om tilværelsens beskaffenhed: Er det gennem fornuftens argumenter og begrebsafklaring eller er der en pointe ved at filosofien nærmer sig kunstens udtryk?

Fornuftskritik
Problemet for Nietzsche er, at filosofiens forståelse af tilværelsen fra Sokrates til Hegel er fuldstændig domineret af fornuften. For Nietzsche er det en pacificerende og ufrugtbar måde at forholde sig til livet på, der udspringer af en mangel på styrke og mod til at tage livet for hvad det er. Det fornuftige menneske kan kun udholde livet ved at retfærdiggøre det gennem abstrakte, evige ideer, der bl.a. manifesterer med kristendommen og dens drøm om et evigt liv efter det jordiske.

Det fornægter dette liv og det er det Nietzsche vender sig imod. Derfor finder han inspiration i kunstens sanselige og umiddelbare natur, der bedre formår at gribe og udtrykke livet end den golde og ensidige rationalisme.

Eksempler
Personligt har værket opildnet en trang til at gå ud og gøre noget, handle og skabe. Som f.eks. Om den skabendes vej hvor der provokerende spørges:

“Fri for hvad? Hvad kommer det dog Zarathustra ved! Dit blik skal derimod klart forkynde mig: fri til hvad? kan du give dig selv dit godt og dit ondt og hænge din vilje op over dig selv som en lov? Kan du være din egen dommer og din lovs hævner?”

Kapitlet Om markedspladsens fluer, som minder mig om vores forjagede og påtrængende medieliv med politikere, kommentatorer og kommunikationsfolk der hele tiden står klar til enten at udspørge, dømme eller fortælle os hvordan det ‘egentlig er’. Det vækker både en foragt, men også en trang til at komme væk!

“Søg tilbage til din tryghed fra disse her-og-nu-folk: Kun på markedspladsen overfaldes man med et ja? eller nej? Langsom er alle dybe brøndes oplevelse: længe må de vente, til de ved, hvad der faldt ned i dybet af dem”

Værket er kompromisløst intenst og lidenskabeligt og overalt udfolder tanken sig i vilde farver og voldsom symbolik:

“Det brandgule og det ildrøde: sådan vil min sjæl have det – den blander blod i alle farver. Men den, der kalker sit hus hvidt, røber for mig en hvidkalket sjæl”

Og netop dette citat trækker oversætter Niels Henningsen ind, når han meget rammende sammenligner værkets intensitet og symbolik med Van Goghs ‘sinds-billeder fra Arles’ i et rigtig godt efterskrift.

Afslutning
Det der slår mig ved dette værk, er dets evne til at tale til både instinkt og fornuft. Det fanger det vilde, naive, sanselige og kreative i én: Man får lyst til at fare ud af døren og skabe og erobre fuldstændig grænseløst. Men den vækker også en mere intellektuel begrebsudvikling i én. For når først man har mærket sprogets kraft og intensitet så følger forståelsen og begrebsliggørelsen bagefter, i den efterrationalisering der karakteriserer de fleste af os. Dét fascinerer mig helt vildt ved ikke bare dette værk, men ved hele Nietzsches forfatterskab. Han formår og forene det paradoksale og modsigelsesfulde og formår at inspirere én til at gå ud og skabe sit eget liv.

Litteratur
Friedrich Nietzsche – Således talte Zarathustra. Det lille Forlag 1999

Read more