Gode nyheder!

Mit jazz og filosofi event vender tilbage.

Det vil sige et foredrag om hvordan man kan forstå jazzen i forhold til filosofihistorien, efterfulgt af en jazzkoncert for at sætte teorierne i praktisk perspektiv.

Så hvis man er interesseret i hvordan de to traditioner hænger sammen og vil høre noget god live jazz, så sæt kryds i kalenderen.

Torsdag d. 16 juni kl. 20.00, Litteraturhaus, nørrebro.

Mere info følger samt facebookevent!

Read more

Citat efterfulgt af min analyse – med musikeksempel fra jazzens verden denne gang.

Læs her

Et citat og en analyse, som vil stikke direkte ned i den for tiden brandvarme samfundsdebat vedrørende Borgerlig vs. Kulturradikal kunst.

Som denne artikel udtrykker (http://www.kristeligt-dagblad.dk/ide-tanke/reformation-er-noeglen-til-opgoer-med-tidens-selvoptagethed), så hersker der i dag den forventning, at vi konstant skal være unikke og autentiske individer.

Og ikke mindst kunstneren forventer vi vel skal gå allerforrest i denne bestræbelse? Kunstneren skal være en ener der først og fremmest skal _bryde_ med det konforme. Men hvad med det kunstneriske håndværk? Hvad med den tradition kunstneren uundgåeligt taler ud fra? Er det gledet alt for langt i baggrunden? Det vil blive undersøgt nærmere..

Ts Eliot thumpnail

 

Read more

Så er det ved at være tid til endnu et søndagscitat!

 

Denne gang bliver det endnu en af de allerstørste klassikere fra litteraturens verden. Og et værk der ofte vendes tilbage til i politiske situationer. Det er noget af det uhyggeligste jeg nogensinde har læst, og første gang jeg læste den overvejede jeg kraftigt om det overhovedet var værd at læse noget der gjorde én så dårligt tilpas. Men jeg fik den læst. Og har vendt tilbage til den flere gange efterfølgende. Og det er jeg glad for, fordi den bliver mere og mere fascinerende og gådefuld, jo mere man læser den, ligesom den viser nogle slagsider af vores samfund, som jeg tror alle er enige om, at vi skal modarbejde.

 

Det kommer ud i morgen her på facebook og min hjemmeside. Og traditionen tro, så kommer der tre stikord, hvis man vil gætte med:

 

1) Jurist

2) Jøde

3) Prag

 

Stay tuned!

Read more

Albert Camus, “Den fremmede” (1942).

Centralt citat på dansk og fransk. Efterfulgt af min kommentar. Altid spændende at høre nye vinkler og ideer, så kommentér endelig!

“Så blev mødet hævet. Da jeg kom ud af retsbygningen for at gå op i bilen, genkendte jeg et kort øjeblik sommeraftenens lugt og farve. I mørket i mit rullende fængsel hørte jeg igen, en efter en, ligesom dukkende op af min dybe træthed, de kendte lyde fra en by, jeg holdt af, og et bestemt tidspunkt, hvor det hændte, at jeg følte mig tilfreds. Avissælgernes råb i den allerede klare luft, de sidste fugle på torvet, sandwichsælgernes råb, sporvognshjulenes hvinen i kurverne højt oppe i byen og de fjerne lyde på himlen, inden mørket sænker sig over havnen, alt det dannede igen for mig en vej, jeg kunne følge i blinde, og som jeg kendte, længe før jeg kom i fængsel. Ja, det var det tidspunkt, hvor jeg for meget længe siden følte mig tilfreds. Det, der ventede på mig dengang, var altid en let og drømmeløs søvn. Og alligevel var noget forandret, for sammen med forventningen om den næste dag var det min celle, jeg genfandt. Som om de kendte veje, der stod tegnet på sommerhimlene, lige så vel kunne føre til fængslerne som til de uskyldiges søvn”

(Albert Camus, Den fremmede, 1942, s. 114, På dansk ved Hans Peter Lund, Gyldendal 2002)

Original tekst:
“L’auduence a été levée. En sortant du palais de justice pour monter dans la voiture, j’ai reconnu un court instant l’odeur et la couleur du soir d’été. Dans l’obscurité de ma prison roulante, j’ai retrouvé un à un, comme du fond de ma fatigue, tous les bruits familiers d’une ville que j’aimais et d’une certaine heure où il m’arrivait de me sentir content. Le cri des vendeurs de journaux dans l’air déjà détendu, les dernières oiseaux dans le square, l’appel des marchands de sandwiches, la plainte des tramways dans les hauts tournants de la ville et cette rumeur du ciel avant que la nuit bascule sur le port, tout cela recomposait pour moi un itinéraire d’aveugle, que je connaissais bien avant d’entrer en prison. Oui, c’était l’heure où, il y avait bien longtemps, je me sentais content. Ce qui m’attendait alors, c’était toujours un sommeil léger et sans rêves. Et pourtant quelque chose était changé puisque, avec l’attente du lendemain, c’est ma cellule que j’ai retrouvée. Comme si les chemins familiers tracés dans les ciels d’été pouvaient mener aussi bien aux prisons qu’aux sommeils innocents”

Kommentar:
Hovedpersonen Meursault er på vej fra retslokalet ind i sin fangevogn, der skal transportere ham tilbage til fængslet. Og som han bliver ført fra det ene ufrivillige opholdssted til det andet, så mærker han et kort øjeblik den frihed, han før tog for givet; livet i hans gamle by med alle dens lyde og farver. Og i et kort øjeblik danner disse indtryk igen en “vej” af genkendelig indtryk, som han kan følge “i blinde”. Men nu fører denne så genkendelige sammensætning af indtryk ikke til hans egen frie, lette søvn, men mod fænglslet.

Meursault beskriver omgivelserne med stor indlevelse og ærlighed, som han iøvrigt gør igennem hele bogen. Verden udspiller sig med samme selvfølgelighed som den altid har gjort, dog kan han nøgtern konstatere, at hans situation er total forandret. Men på trods af dette fortryder han ikke, eller skyder skylden på nogen, eller forbander skæbnen. Han forholder sig konkret til, hvad han sanser og føler: de kendte lyde og hans minde om, at her hørte han engang til og følte sig ‘tilfreds’. Gennem hele bogen har han truffet, på papiret, ret dumme valg, der gør, at hans frihed bliver taget fra ham. Men han er ikke selv klar over det. Ligesom han heller ikke prøver at forstå, hvorfor han er endt hvor han er. Han konstaterer blot, at det forholder sig sådan. Han er ikke spundet ind i den tankerække, som de fleste nok er, hvor man hele tiden prøver at se sammenhænge mellem fortid og nutid, og derudfra forsøger at udregne, hvad der bedst kan betale sig for én. Til gengæld er hans sanser aldeles veludviklet; lyde, smage, farver, temperaturer, stemninger, følelser bliver beskrevet med den mest elegante og følsomme selvfølgelighed gennem hele bogen.

Camus-kenderen Jørn Boisen skriver i sin biografi om Camus (Albert Camus en introduktion, 2005), at man føler sympati for Meursault. Det synes jeg er en god pointe. Og jeg tror, at han har ret i, at de fleste læsere føler sig på Merseaults side, selv om han udfra samfundets normer og love handler forkasteligt. Muligvis hænger det sammen med, at han ikke har travlt med at retfærdiggøre alle hans handlinger – og dermed indirekte fortælle os læsere, hvad der er rigtigt og forkert. Derimod forbliver han tro mod sig selv og det han sanser. Hvor absurd det end forekommer.

Afslutningsvis skal Camus’ skrivestil også nævnes. Denne kunne man snildt hæfte en masse adjektiver på. En detalje er dog, at han altid forstår at give kapitlerne en dramatisk afslutning, der lader et paradoks eller en overvejelse hænge og svirre tankevækkende i luften: “Som om de kendte veje, der stod tegnet på sommerhimlene, lige så vel kunne føre til fængslerne som til de uskyldiges søvn”.

http://www.jazz-philosophy.com/filo…/letranger-albert-camus/

Read more