Nietzsche: improvisation og nihilisme – essay #7

“Jeg skrev i forrige essay, at nihilismen ifølge Nietzsche er konsekvensen af en omfattende slave-moral. Slave-moralen er et moralsæt, hvor man tolker passivitet som noget positivt. Hvor man i en flugt fra dårlige livsvilkår drømmer sig væk til en ideel, men ikke-eksisterende verden. Slave-moralens selvbeherskelse og impulskontrol har åbenlyse fordele i et civiliseret samfund. Men det siger sig selv, at for megen passivitet og for megen drømmen sig væk fra ens konkrete liv, kan have negative konsekvenser for en selv, såvel som for ens kultur. For at få en bedre forståelse af disse problemer, vil jeg se nærmere på begrebet ‘nihilisme’. Nietzsche definerer nihilisme, som en ‘vilje til intet’. En nihilistisk kultur er overvejende præget af mennesker der ikke vil noget. Det er dermed en stagneret kultur. I forrige essay beskrev jeg også improvisationen som et ‘amoralsk udtryk’, fordi jeg mener, at improvisationen er kendetegnet ved et fravær af slave-moralens passive dyder. Og jeg hævdede, at improvisationen står for noget aktivt og spontant, og forbandt den derfor med slave-moralens modpol: det som Nietzsche kalder ‘herre-moral’. Jeg diskuterede derefter kort om improvisationen kan forstås som en modvægt til nihilismen, altså som anti-nihilistisk. Denne diskussion vil jeg diskutere mere indgående i dette essay.”

Læs essayet her

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*