Kan man tænke for retfærdigt?

Kan man tænke for retfærdigt?

Et essay af Bjørn Fred jensen

CharlieParker

Billede: Altsaxofonisten Charlie Parker er med sine originale og hæsblæsende improvisationer et godt eksempel på en form for ‘bekræftende tænkning’.

 

Indledning

Har du nogensinde overvejet, hvordan filosofi spiller ind på vores måde at tænke på? Ikke bare, hvordan man tænkte engang i det antikke Grækenland, hvor filosofien opstod, men den dag i dag. Og har du tænkt på om centrale filosofiske tænkemåder spores i måden hvorpå vi forstår vores handlinger, herunder politiske handlinger? Herunder kan du blive klogere på, hvordan filosofien kan give os en dybere forståelse af nogle typiske tankemønstre. Herunder kan du få et kritisk perspektiv på vores politiske debat, og måske endda blive inspireret til at se tingene fra en ny vinkel.

Jeg vil i det følgende belyse, hvordan to radikalt forskellige måder at tænke på kan spores i filosofihistorien. De to tænkemåder er henholdsvis en ‘retfærdiggørende tænkning’ og en ‘bekræftende tænkning’. Min analyse vil tage udgangspunkt i dialogen mellem Sokrates og Hippias som er blevet nedfældet af Platon.

Jeg vil i korte træk belyse, hvordan den retfærdiggørende tænkning har manifesteret sig gennem filosofihistorien, samt belyse, hvordan den tyske filosof Friedrich Nietzsches tænkning kan siges at bryde med den retfærdiggørende tænkning, til fordel for en bekræftende tænkning, der kan spores i både Platons dialoger og kunsten. Til sidst vil jeg give nogle perspektiver på, hvordan man kan relatere de to tænkemåder til vores politiske debat.

 

Sokrates og Hippias

Dialogen mellem Sokrates og Hippias er et godt udgangspunkt for at give en forståelse af, hvordan vores tanker har udviklet sig gennem filosofihistorien. I dialogen skal de to filosoffer diskutere, begrebet ‘Kalon’ der kan oversættes med ‘skønt’, ‘god’ eller ‘fint’. (Den danske oversætter Niels Henningsen har valgt ordet ‘fin’ i sin oversættelse, hvilket jeg også vil bruge her). Sokrates spørger altså, hvad det fine er, og Hippias svarer, at det fine er en ‘fin pige’. Hertil svarer Sokrates triumferende, at han jo ikke efterspørger eksempler på det fine, men derimod på hvad det fine er.

Sokrates vil altså vide hvad noget er. Han vil have det fine defineret. At sige, at en pige er fint er blot vilkårligt og subjektivt; selve det fine skal defineres efter logikkens præmisser, ifølge Sokrates. Det vil sige, definitionen skal være sandt for alle til alle tider. Dette sandhedskrav bliver udtrykt i det Platon kalder idé-verden. En verden der består af ‘prototyper’ af begreber som, det retfærdige, det gode og som i dette eksempel, det fine. Så det handler for Sokrates og Platon om at finde frem til denne evige sande verden af ideer. Den sande væren er altså noget evigt, noget uforanderligt. Eller sagt på en anden måde; noget ideelt. Metoden til at nå frem til denne sandhed er gennem logikkens metode. Gennem denne forsøger Sokrates at afdække, hvad der er evigt sandt. En metode der er blevet kendt som ‘dialektikken’. Det vil sige, at man har en påstand, som man så modsiger eller ‘prøver af’, for at nå frem til en logisk holdbar sandhed. Hippias påstand om at en pige er fin, må fejle, når den bliver udsat for denne metode, da man jo kan finde masser af eksempler der modsiger dette.

Denne tankegang har manifesteret sig op igennem filosofihistorien, hvor man via fornuften har forsøgt at definere noget fast og evigt sandt. Således har den franske filosof René Descartes eksempelvis forsøgt at finde et fast udgangspunkt for erkendelse af sandheden. Her er det subjektet, der er det uforanderlige og som skaber et sikkert grundlag for vores viden. Descartes kom frem til, at ligegyldigt hvad han tænkte, så kunne han være sikker på selve det, at han tænkte. Udtryk med den berømte sætning ‘jeg tænker, altså er jeg’.

 

Nietzsches brud med metafysikken

I denne tænkemåde tages det for givet, at der er en evig og uforanderlig sandhed, som enten kan være udgangspunkt for ens viden eller som noget, man kan nå frem til.

Med Nietzsche ser vi imidlertid et radikalt brud med den metafysiske tænkning. Nietzsches udgangspunkt var helt anderledes. Han mener, at tilværelsen i sit inderste væsen er kaotisk; et virvar at tilfældige kræfter, der umiddelbart ikke giver nogen mening eller lader sig sætte på videnskabelig formel.

 

Vi skaber selv ideen om det fast og givne

For at få en bedre forståelse heraf, kan vi se på hans forståelse af, hvordan sproget fungerer: Sprog og begreber er blot tilfældige metaforer, som gør det lettere for os mennesker at navigere i en kaotisk verden. I essayet Über Wahrheit und Lüge im aussermoralische Sinne giver Nietzsche eksempler på, hvor tilfældigt vores sprog og begreber er opstået på baggrund af en ‘flokmentalitet’: Det er praktisk, at vi sammen kan blive enige om de samme ord for de samme ting. Senere i værker som Die fröhliche Wissenschaft og Zur Genealogie der Moral viser han, hvordan vores sprog, viden og begreber altid er opstået ud fra en personlig erfaring. Der er ikke noget fast eller givet. Det er os, der skaber ideen om noget fast og givet. En given idé er blot en fortolkning eller et perspektiv, som vi vælger at lægge for dagen. Dette er kendt som Nietzsches perspektivisme.

Hvis vi for en stund vender blikket tilbage til dialogen mellem Sokrates og Hippias, som jeg indledte med, så kan man, noget forsimplet, stille det op således: Sokrates repræsenterer en tro på – og en søgen efter – noget evigt sandt, noget meta-fysisk, det vil sige, noget over den sanselige verden. Hippias derimod, repræsenterer perspektivismen, som Nietzsche udtrykker i sin filosofi. En central forskel er den, at Sokrates vil sammenligne det han sanser med noget ideelt. Så når Sokrates vil finde ud af, hvad det fine er, så skal de forsøg som Hippias disker op med stemme overens med et ideal om det fine. Hippias redegørelse for det fine skal sammenlignes med dette ideal, før Sokrates vil godtage den. Men Hippias giver konkrete eksempler på det, som han finder fint. Han bekræfter gennem eksemplet med en fin pige, hvad der er fint, for ham. Han søger ikke at sammenligne eller ‘retfærdiggøre’ det i forhold til en forudbestemt sandhed, som eksempelvis Platons evige ideer om det fine.

Nietzsches tænkning er et brud med den tanke, at for at noget skal være sandt og have sin berettigelse, så skal det sammenlignes og retfærdiggøres med en given idé, norm eller værdi. Nietzsche derimod, vil gennem sin tænkning bekræfte livet som det er. Han vil bekræfte det som er gennem en genfortolkning af den. En genfortolkning som er skabt på baggrund af personlige erfaringer af, hvad der er godt og meningsfyldt. Blandt andet derfor inddrager Nietzsche kunsten i sin filosofi; kunsten er for ham personligt udtryk, der ikke behøver at retfærdiggøre sig selv i forhold til et givent ideal. Kunsten er en personlig tolkning af tilværelsen, som har sin egen berettigelse. Hvorvidt den er meningsfuld kommer an på den grad af glæde og livsfylde den giver. Den bekræftende tænkning er en måde at tænke på, der ikke er bevidst om fortid og nutid. Hvis vi tager et eksempel fra kunstens verden: kunst, som jazzmusik, abstrakte malerier og dans er ofte improviseret. Her forsøger kunstneren ikke at ‘regne ud’, hvad han skal gøre. Udtrykket er mere umiddelbart og bekræfter de tanker og følelser der er til i det givne øjeblik – uden skelen til om de er sande eller falske. Den amerikanske altsaxofonist og en af jazzens mest betydningsfulde skikkelser, nemlig Charlie Parker, giver en meget sigende beskrivelse af denne tænkemåde: “You’ve got to learn your instrument. Then, you practice. And then when you finally get up there on the bandstand, forget all that, and just wail”.

 

Perspektiv

Hvis vi ser den retfærdiggørende og bekræftende tænkning i forhold til den politiske debat, som den udspiller sig nu, så kan man sige, at den retfærdiggørende tænkning på mange måder dominerer. Hvis vi eksempelvis vender blikket mod regeringens dimensionerings udspil: her er ideen er, at visse uddannelser skal tilpasses arbejdsmarkedet. De skal retfærdiggøres i forhold til hvilken økonomisk samfundsnytte de har. Der opsættes ofte et ideal der hedder vækst, som de politiske handlinger derefter bliver retfærdiggjort i forhold til; Generelt, hvis en given politisk handling bidrager til målet om vækst, så er den retfærdig. Konkret, hvis en uddannelse bidrager til samfundets økonomisk vækst, så er den retfærdiggjort.

Selvfølgelig skal en logisk og retfærdiggørende tænkning spille en central rolle i et samfund. Det er enormt praktisk, at vi kan blive enige om, hvad der er retfærdigt, godt og, hvad vi skal stræbe efter. Det samme gør sig gældende i de små ‘minisamfund’ i samfundet, som vi også begår os i; parforhold, vennekredse, arbejdsfællesskaber. Her skaber vi også nogle fælles værdier og sandheder, som vi handler efter.

Men spørgsmålet er, om denne retfærdiggørende tænkning ikke er begyndt at brede sig ind på områder, hvor den hæmmer den mere bekræftende tænkning, som Nietzsche står for? Hvis eksempelvis en uddannelses kun er kan blive retfærdiggjort gennem dens potentiale for økonomisk vækst, reducerer vi så ikke vores forståelse af den givne uddannelse til noget meget snævert? Og i det større billede: låser vi ikke vores forståelse af, hvad der gør et samfund rigt og spændende at leve i?

 

Afrunding

Jeg mener, at den retfærdiggørende tænkning kan gøres os opmærksomme på, hvordan vores handlinger ofte retfærdiggøres ud fra et ideal, som vi anser for at være fast. Ligesom den kan give et kritisk syn på, hvor meget autoritet vi tildeler denne form for tænkning.

På den anden side mener jeg, at den bekræftende tænkning, som Nietzsche står for, kan gøres os opmærksomme på, at vores værdier og idealer er noget der skabes og udvikles. At deres berettigelse ikke nødvendigvis skal findes gennem en logisk tilgang, men måske i højere grad gennem den mening, glæde og styrke den giver os.

 

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*